Knud Villefrance Rasmussen etablerede Scan HTP i 2009. Særligt troen på de digitale printteknikker tændte den tidligere udviklingschef fra nu lukkede Dansk Transfertryk. Han var sikker på, at digital transferprint var løsningen på den stigende efterspørgsel fra hele tekstilbranchen på mindre og helt unikke kollektioner.
Flere af de tidligere kollegaer er fulgt med og dermed mange års erfaring. Vi havde troen på, at Danmark skulle spille en væsentlig rolle i markedet for tekstiltryk, og det mener vi stadig.
Vi kan noget særligt i Danmark og hos Scan HTP. Idéudvikling er vel det rigtige ord, men egentlig handler det for os om at kombinere vores ”Ole-opfinder-gen” med teknisk indsigt i maskiner og materialer. Og vi elsker det!
Vi bor i det midtjyske søhøjland
Scan HTP har til huse i Silkeborg – nok en af Danmarks smukkeste byer med sine grønne skovområder, Gudenåen og Silkeborgsøerne.
I 2013 samlede vi administration og produktion under samme tag i vores nuværende faciliteter på Sabroesvej 4 i Silkeborg. Det er til stor gavn for vores daglige arbejde at være tæt på, og det betyder også, at vi kan invitere kunderne indenfor til en snak med designer og tekniker efter behov.
Adgang forbudt!
Kunderne er hjerteligt velkomne på Sabroesvej, men ikke er alt er til offentlig skue. Der er kaffe på kanden, stofprøver på rullerne og syn for sagen i vores egen designsamling. Men døren til maskinrummet er lukket. Vi går meget op i at være diskrete, fordi det har vi lovet kunderne.
Når først printeren brummer, er de fleste skridt i arbejdet hen imod slutproduktet taget. Det er en selvfølge for Scan HTP at passe godt på det omfattende udviklingsarbejde, kunden har lagt i designet. Vi går aldrig på kompromis med eksklusivitet. Dit design og din produktidé er i trygge hænder hos os.
Intet projekt er for stort – og intet er for lille
Vi er med på det hele – hvis vi kan lave et flot tryk, der lever 100% op til kundens forventning. Vi er ikke interesseret i halvgode løsninger, så siger vi hellere fra. Vi kan også godt finde på at anbefale en anden løsning, hvis vi tror, at kunden får et bedre resultat ved en trykteknik, som vi ikke umiddelbart benytter.
Vi har mange års erfaring, som vi trækker på, men vi har ikke nogen ”sådan plejer vi at gøre”-principper, som vi trækker ned over hovedet på dig og din metervare. Men til gengæld insisterer vi på at skabe det bedst mulige resultat til dig.
Vi kan godt lide den tætte kontakt. Dialogen og sparringen. Når maskinerne kører på højtryk i produktionshallen, og Leif, vores værkfører og kompromisløse kvalitetskontrol, nikker tilfreds, mens han overvåger oprulningen af den færdige metervare, så kan vi altid kigge tilbage på et projektforløb, hvor kunden har betragtet Scan HTP som en reel samarbejdspartner.
Vores portefølje spænder bredt
Denne indgangsvinkel til samarbejde har bragt os vidt omkring. Vi har projekter for kunder i hele Europa, og det er ikke ualmindeligt, at samarbejdet starter med en faglig udfordring. Den særlige indsats kan være alt fra udvikling af et mønster, materialevalg og printteknik til leverandørspørgsmål.
Vi har projekter med tekniske tekstiler, både inden for medicinske tekstiler og outdoor tekstiler. Vi arbejder naturligvis også rigtig meget med modetekstiler og boligtekstiler, og så har vi flere og flere innovationsprojekter, hvor vi skal være med til at udvikle noget helt nyt.