Mønstre, printobjekter, dessiner, illustrationer, tryk, print – der bruges mange betegnelser for det, vi printer. Et mønster kan i vores terminologi være alt fra en enkel prik til detaljerede billeder eller grafiske elementer. Det er op til dig, hvad vi skal printe – med den digitale teknologi inden for transfertryk, er vores muligheder så godt som uendelige.
Har du allerede et mønster eller måske en idé til noget, du vil have printet?
Nogle kunder har deres egen designafdeling og sender os den printklare fil, som vi besvarer med en printet stofprøve. Det kan også være, at du er godt på vej, men mangler de sidste justeringer af dit mønster eller din printfil.
Men det er langt fra alle, der er så langt i designfasen. Måske tumler du med en idé eller bare en flyvsk tanke. Har du taget et billede af et motiv, mønster eller stemning med din smartphone, eller kan du tegne det? Det er faktisk det mest almindelig scenarie, når vi begynder på et projekt. Vores designer byder så ind med sin erfaring og sine idéer til et mønster, og når I sammen er tilfredse med skærmbilledet, printer vi en prøve på stof.
scan htp’s egen mønsterbank
Har du brug for inspiration, kan vi også tilbyde dig et login til vores egen mønsterbank. Her kan vælge at købe en licens til et eller flere mønstre. Det giver dig ret til at bruge mønsteret på din metervare, men giver dig dog ikke eksklusivitet.
Det kan også være, at du støder på et mønster i mønsterbanken, som næsten er det, du er på jagt efter. Så vil vores designer tilpasse mønsteret til dine ønsker, og så er det selvfølgelig dit eget.
Det kræver en autoriseret brugeradgang at browse vores mønsterbank. Det er først og fremmest, fordi vi gerne vil i dialog med dig om dit behov og dine forventninger. Men en begrænset adgang til mønsterbanken giver os også mulighed for kontrol og diskretion med vores mønstre.
In-house designer hos scan htp a/s
Det er lidt af et særsyn i dag med en in-house designer, men vi synes det er afgørende for den måde, vi arbejder på.
Rådgivningen er en væsentlig del af arbejdet i vores kreative afdeling. Vi har ekspertisen og erfaringen til at være kritiske, hvis vi finder det nødvendigt. Men vi hjælper dig altid videre. Vi elsker både processen, hvor vi udvikler idéen sammen med dig og det tekniske arbejde hen imod den printede metervare, du har brug for.
Design af tekstilprint er mest af alt et håndværk. Det kræver stor materialekendskab, et perfekt grafisk øjemål og selvfølgelig et veludviklet kreativt mindset.
Digitale print på metervare – teknologien har åbnet en verden af muligheder
Den digitale teknologi inden for transfertryk er en sand gave for vores designer og for samtlige af vores kundesegmenter.
Digitalt transfertryk er et tag-selv-bord af farver og detaljer, rapporter i alle størrelser og stort set ingen begrænsninger. Vi har muligheden for at fuldende et design med mønstre og farver ned til mindste detalje og selv i sidste sekund ombestemme os og gå i en anden retning. Med de konventionelle printmetoder er løbet derimod kørt, når skabelonen er graveret.
Vi har hele den digitale produktion i huset og den korte gennemløbstid er guld værd for specielt vores europæiske kunder. Når først metervaren er i hus, er vi selv herre over resten af processen. Der er med andre ord ingen logistiske overraskelser til at forsinke din næste kollektion.
Læs mere om teknikken: Digitalt print vs konventionelt print